Status på vægttab – om at være sidste valg og Royal Run!

Jeg skulle have fokus på 2 ting i maj måned – kun den ene ting har jeg overholdt…

Og det var at ramme de magiske minus 50 kilo. Faktisk 50,7 kilo. Og dét blev fejret med jordbærtærte! Jeg er 300 gram fra at have tabt 20 kilo siden 1. januar i år.

Jeg har tabt 3,4 kg. i maj måned

Forskellen fra måned til måned, syner mindre og mindre (kan I huske januar måned?) 😱 – det er både okay og frusterende på én og samme tid.

Det er okay på den måde, at jeg får tid til at være i processen og dermed få mit hovede til at følge bedre med. Det er frusterende, fordi jeg synes jeg kæmper uden resultater…. og det er jo løgn, for jeg kan både se og mærke stor forskel. Igen; hovedet skal lige være med.

Der skal ikke være tvivl om, at jeg har det bedre end nogensinde. Ja, faktisk har min vægt ikke været så langt nede siden 5. klasse! Jeg kommer til at fylde min insta-story med billeder fra da jeg var barn, næste gang jeg har været forbi min mormor og morfar 😅

Jeg har altid været meget bevidst om min overvægt – også da jeg var barn. Det kom sig mest til udtryk ved at jeg blev hjemme de dage vi skulle til sundhedsplejersken, løbe orienteringsløb og ved 9. klassernes sidste skoledag. Jeg “fakede” også altid en forslået arm eller fod op til idrætstimerne i de små klasser – da jeg blev teenager, mødte jeg bare det senere eller tog det tidligere hjem, alt efter hvornår på dagen timerne lå.

Jeg havde lyst til at deltage – også når der blev spillet rundbold og stikbold. Men skammen over at være den langsommeste, sidste valget og den der blev kigget mærkeligt på, vandt altid.

Det sidder stadigvæk så dybt i mig, at jeg altid kigger rundt om mig, inden jeg sætter af i løb. Faktisk kører jeg gerne flere kilometer, for at være i en skov hvor der ikke er mange mennesker, for at kunne gå/løbe.

…. når det så er sagt, så elsker jeg også at udfordre mig selv og skubbe til mine egne grænser. Det er den eneste og bedste måde, jeg kan rykke mig på. Derfor har jeg takket ja til at deltage i Royal Run og jeg glæder mig!

Tak fordi du læste med // ❤️ Malene

2 comments / Add your comment below

  1. Royal Run 😍
    Hvor du By the way var FØRSTE valg til mit hold/hvem jeg ønskede at have med! 💚

Skriv et svar