Status på vægttab – lidt om kage, hud der kan trækkes i og fitnesscenter

Så er de første 2 måneder gået, hvor vi faktisk har talt kalorier indtil i mandags. Det føles befriende og mindre stressende, ikke at skulle veje, måle og taste alt ind. 

…..men hold nu op, en øjenåbner det har været!

Der har været rigtig mange fristelser i februar måned og de fleste har jeg da kunne stå imod, men jeg indrømmer blankt, at der både er røget lyst brød, fastelavnsboller og rittersport indenbords. Alt sammen i samme uge. Not good.

Jeg er faktisk i daglig kontakt med min kostvejleder, da jeg har brug for det for tiden. Jeg tabte mig rigtig mange kilo den første måned (læs indlægget her!) så fordi det går langsommere nu, jamen så tænker jeg hurtigt at det kan være ligemeget, alt det jeg gør. 

Det kan og er det selvfølgelig ikke!

Min fedt procent er faldet, tøjet er løsere og min krop har ændret sig.

Jeg har i februar måned tabt mig 2,6 kg.

11,2 kg. siden 1. januar og 42,2 kg. siden min højeste (dokumenterede) vægt.

Selvom jeg i sidste måned også delte et før/efter billede, så synes jeg stadigvæk det er meget grænseoverskridende. Nu hvor jeg er begyndt at fokusere på mig og min krop, så finder jeg også flere og flere ting jeg ikke bryder mig om/har lyst til at ændre på.

Havde vi haft økonomi til at jeg kunne prioritere 1200 kr. på mig selv, så havde jeg meldt mig ind i det lokale fitnesscenter. Det gad jeg bare så godt! Flere steder kan jeg trække min hud i længder, der nærmest overgår mine bryster og jeg mangler altså 32,8 kg. endnu….. så ved man ligesom godt hvor det ender henne.

Udover de små “downs” jeg har haft i den her måned, så er jeg fortsat top motiveret! Jeg tror meget af det hænger sammen med, at jeg ikke kan blive gravid. Altså – når nu jeg ikke kan lave baby, så kan jeg tabe mig. Og det gør jeg!

Tak fordi du læste med 🧡 // Malene

Skriv et svar