Vi har afbrudt vores kontrakt

Hvis man, som jeg, har været på utallige diæter, så har man også en liste med ting man ikke må spise. Og den her gang var ingen undtagelse…

Sammen med vores kostvejleder, fik vi lavet en kontrakt. Den gik ud på at vi hver især skulle skrive 6 ting ned, som blev til rutiner i vores hverdag.

Min kontrakt:

Motion

  1. Rengøring hver torsdag og søndag (+ skabe og paneler den ene dag. + ordne vasketøj og sengetøj den anden dag.)
  2. 1/2 time intervaltræning hver dag
  3. Havearbejde én gang om ugen

Kost

  1. Kun snolder om fredagen 
  2. Et stort glas vand inden hvert hovedmåltid
  3. Ha’ fokus på P-R-O-T-E-I-N-E-R

Lige så snart vi gav hånd på den her kontrakt, stoppede jeg pr. automatik med ting, som jeg faktisk havde gjort helt naturligt (før det blev skrevet ned.) Det var ikke noget jeg tænkte over, men jeg opdagede pludselig, at jeg fandt på den ene undskyldning efter den anden, for ikke at kunne gøre tingene.

Jeg ved ikke om det er fordi, jeg er fuldstændigt “skadet” af alle de forskellige slankekurer jeg har været på hele livet – og på den måde i min underbevidsthed, tager afstand til restrektioner ang. motion og kost, men det fungerede i hvert fald overhovedet ikke.

Idag har vi afbrudt den kontrakt – men indgået en ny.

I mit første vægttabs-indlæg fortalte jeg jer, at forløbet hos René, er et forløb jeg vandt i en facebook konkurrence. Vores forløb løber fra 20. januar til og med 20. juni, men idag sluttede han sit besøg af med “I slipper ikke for mig – jeg følger jer til i er i mål.”

Hvis ikke dét er en dedikeret kostvejleder, så ved jeg simpelthen ikke hvad det er…

Jeg har på det sidste, tænkt rigtig meget over, at vores forløb snart er slut. Mit vægttab er begyndt at gå meget langsomt, hvilket jeg har erfaret, er lige præcis ved sådan en mur, at jeg falder tilbage i gamle vaner – og her har jeg altså bare rigtig meget brug for en som René ved min side.

Tak fordi du læste med / 🧡 Malene

Skriv et svar